Sanskrit er et af de tidligst dokumenterede indo-europæiske sprog, og det er Indiens klassiske sprog. Det er et såkaldt dødt sprog, dvs. det ikke længere er i praktisk brug; i betydning kan det sammenligned med oldgræsk og latin i vores del af verden.

Alfabetet, som hedder devanagari, består af 48 eller 49 grundtegn, som har hver sin karakteristiske sproglyd. Det betyder, at der er specifikke bogstaver for flere forskellige varianter af vores bogstavers lyde, bl.a. for lydene af n og s, idet lydene frembringes forskellige steder i munden. Derfor bruger man ofte såkaldt diakritiske tegn i translitterationen til det latinske alfabet, for at angive de forskellige lyde. Foruden grundtegnene kan bogstaverne kombineres i et utal af ligaturer.

Alfabetet benyttes stadig i flere nordindiske sprog, bl.a. hindi og kashmiri.

Udtalen er på sanskrit mere "præcis" eller "grundig" end på f.eks. dansk. Det vil sige, at man tilstræber at udtale alle bogstaverne i ordene klart og tydeligt. Hele munden bruges til udtalen, hvilket - sammen med at der f.eks. skelnes mellem lange og korte vokaler - er med til at give sproget sin store udtryksbredde.

Nedenfor er angivet udtalen af vokalerne og konsonanterne. For vokalerne er dels vist tegnenes udformning som de vil se ud i starten af et ord (initialt) eller inde i et ord (medialt).

Vokaler:	Konsonanter: