Hej Ulrich!
Tak for et godt og relevant spørgsmål. Jeg ved ikke, hvor astanga-yoga har fået sit ry i andre yoga-kredse fra, men desværre hører man ofte lige netop dette, altså at astanga-yoga er mere tilbøjelig til at give skader end andre former for yoga. Og jeg vil skynde mig at sige, at det efter min bedste overbevisning er noget pjat. Og det er ikke noget, jeg synes at jeg
skal sige, fordi jeg selv beskæftiger mig overvejende med astanga, det er min faktiske erfaring.
Der har vist længe eksisteret en vis irritation i dele af hatha-yoga-miljøet over astanga-yoga, muligvis fordi denne form har opnået en så bred og gennemgribende popularitet og måske til dels har overtaget en del af "markedet". Jeg har jævnlig oplevet, at astanga vinyasa yoga er blevet betragtet som pop-yoga eller et eller andet semi-amerikansk fænomen, eller at det ikke er blevet regnet for at være "rigtig" yoga. En besynderlig tanke i et miljø, der ellers burde være kerneeksemplet på fleksibilitet, også mentalt, men som desværre tit ikke helt lever op til dette.
Så lad det hermed være slået fast: Astanga vinyasa yoga er nøjagtig lige så traditionel og rigtig som andre former for hatha yoga, metoden er lige så gammen og gennemprøvet, og fordi vi arbejder mere dynamisk med stillingerne i denne form betyder det ikke, at vi f.eks. belaster kroppen mere end i andre former. Det er bare en anden måde at arbejde på. Og ved denne teknik kombineres en række af de teknikker eller principper, som praktiseres hver for sig i andre yogaformer. Teknikken er derfor ganske effektiv.
I øvrigt kan det være lidt forvirrende at skelne mellem astanga-yoga og hatha yoga, for begge dele er astanga-yoga og begge dele er hatha. Det er vinyasa, der gør forskellen, og det afgørende hér er udelukkende knyttet til den praktiske udførelse af yogastillingerne. I nogle former for hatha yoga praktiseres yogastillingerne en ad gangen med pause imellem, i andre former, nemlig vinyasa-formerne, praktiseres serier af stillinger uden pause imellem. Begge dele er fuldkommen fornuftige og sunde. Det er bare forskellige måder at arbejde på. Hvad er bedst? Det kommer an på temperament og smag. Og evt. på, hvad kroppen har behov for. Alle former for yoga, hvor kroppen er direkte involveret, er hatha yoga. Modsætningen er derfor snarere f.eks. bhakti-yoga (følelsesyoga) eller karma-yoga (handlingsyoga).
Og når det er sagt: Ligesom inden for alle andre yogatraditioner findes der forskellige skoler inden for astanga-yoga. Nogle er militante og disciplinære, andre arbejder blødere og ud fra en anatomisk forståelse af stillingerne. Der
kan være en risiko for at få skader, hvis man arbejder på den første måde. Metoden er meget effektiv - kæft, trit og retning, kraftige justeringer mv., men er ikke altid lige hensigtsmæssig. Typisk vil man i denne metode tilstræbe, at stillingen ser ud på en bestemt måde, uanset hvordan kroppen i øvrigt er bygget eller hvilke begrænsninger i bevægelsesfriheden, den måtte have i kraft af knoglebygning osv., og derfor kan man, parallelt med de hurtige resultater, relativt nemt komme til skade, især muskulært. Der har tidligere været en kraftig tendens til udelukkende at praktisere astanga-yoga på denne måde herhjemme.
Den anden arbejdsform er for de lidt mere tålmodige. Her går det måske knap så hurtigt med at opnå de ønskede fysiske mål (hvis man måtte have sådan nogle), men til gengæld opnår man dem gennem en gradvis dybere forståelse for sin egen krop og de begrænsninger, den har. Med denne teknik er der en meget lille risiko for skader, er min erfaring.
Om man kommer galt afsted med yoga er lidt op til den indstilling, man har til sin praksis, med andre ord. En del af at lære sig selv bedre at kende bør derfor også være at lære at sige fra, hvis man f.eks. bliver hjulpet lige lovlig hårdhændet ind i en stilling. Det er trods alt kun en selv, der kan mærke, hvad det er der sker i kroppen. Og hvis man tager dette ansvar bliver astanga-yoga nøjagtig lige så sikkert som alle mulige andre former for hatha yoga.
Som du selv er inde på er det vigtigt at respektere metoden. Stillingernes rækkefølge er nøje planlagt, og med mindre man er helt sikker på, hvad man gør, bør man ikke ændre på denne rækkefølge. Det systematiske arbejde med den samme sekvens af stillinger er det, der giver astanga-yogaen sin karakteristik. Hvis man arbejder på samme måde med andre stillinger er det stadig vinyasa-yoga, men ikke den form, som traditionen efter Pattabhi Jois foreskriver. Er der noget galt i det? nej, selvfølgelig ikke. Det er bare noget andet.
Vinyasa-metoden er fint beskrevet af T.K.V. Desikachar i "Heart of Yoga"-bogen. Han var i 30 år elev af sin far, Krishnamarcharya, som også underviste bl.a. B.K.S. Iyengar og Sri K. Pattabhi Jois. Det er gennem ham, at mange af de yogaformer, som for tiden oplever bred popularitet, flyder. Bredden i hans undervisning siger meget om fleksibiliteten af bevidstheden, tilpasning af yoga til den enkelte osv. Godt at blive klog på, og interessant at tænke på, når man støder på nogle af de næsten vandtætte skodder, der kan være imellem de forskellige yogamiljøer, selv i et lille land som Danmark. Eller måske især her?
Så altså: astanga-yoga, praktiseret med bevidsthed og respekt, er gavnligt og sundt. Og måske, hvis du er heldig, kan du lokke nogen til at undervise i det der hvor du træner
