6. februar 2003 - Opsummering og evaluering.

Vel tilbage fra mit to måneder lange ophold i Kovalam (men stadig en smule omtumlet oven på et døgns flyrejse og det temmelig kraftige fald i temperatur) er det vist kun rimeligt at forsøge at samle lidt op på Linos workshop og rejsen i det hele taget.

Løst og fast
Indledningsvis vil jeg lige give et par gode råd til andre, der planlægger at tage afsted på en lignende tur: For det første er det ikke nødvendigt at medbringe sweater og uldne sokker, for det bliver ikke koldt om aftenen, aldrig overhovedet. Efter et stykke tid, når man har vænnet sig til varmen, kan det føles køligt hvis temperaturen sniger sig ned i retning af 20 °C, men det hører til sjældenhederne og koldere temperaturer forekommer stort set aldrig. Der er med andre ord ingen grund til at medbringe varmt tøj og heller ikke regntøj for den sags skyld; det vejer bare en masse og det føles lidt trist at skulle betale overvægt for sin baggage allerede når man er på vej ud.

Til gengæld er det en rigtig god idé at have remedier med til at beskytte sig mod de temmelig mangfoldige myg, ikke mindst hvis man har tænkt sig at spare lidt på udgifterne til hotelværelse ved at vælge et, der ligger lidt tilbage fra stranden og dermed et stykke inde i junglen. Det er ikke så meget på grund af den meget lille risiko for at pådrage sig malaria eller andre grimme ting, men mere fordi det er pokkers irriterende at blive vækket utallige gange i nattens løb ved enten at blive spist af de små kræ eller ved deres blotte summende tilstedeværelse. Hører man til dem, der betragtes som en lækkerbisken af de små monstre er moskitonettet et must; andre kan måske klare sig med et insektforskrækkelsesmiddel i sprayform. Den obligatoriske vifte i loftet kan også yde en vis beskyttelse, men brug af den kan samtidig have en kedelig bieffekt i form af tilstoppet næse om morgenen (hvilket er uhensigtsmæssigt for ujjai-vejrtrækningen).

Det kan godt være, at det ikke er nødvendigt at lade sig vaccinere mod ret meget når man skal til Sydindien, men jeg fandt, at jeg var langt mindre urolig over mærkelige insektstik osv. fordi jeg havde underkastet mig et temmelig grundigt vaccinationsprogram. Der var mange på workshoppen der oplevede høj feber i hele uger, og det var jeg lykkeligt forskånet for (næsten i hvert fald), hvilket måske trods alt alligevel mest var mere held end serum. Men alligevel.

Vær forsigtig med hvad du spiser. Hygiejne er ikke noget, som det indiske køkken bør være særlig kendt for. Jeg havde den udelte fornøjelse at tage kokketimer i et restaurantkøkken i Kovalam, og for at sige det som det er: Håndvasken var placeret uden for selve køkkenet, og jeg oplevede på intet tidspunkt personalet ulejlige sig derud for at gøre brug af den. Forskellige bakterier, hvis navne jeg vil lade være unævnte her, har gode kår, så det kan være en stor fordel at tage et par pakker Ido-Form® med sig. Der er mange muligheder for behandling, hvis man skulle blive syg. På hospitalerne er man meget glad for at bruge enorme mængder af antibiotika, men min erfaring er, at den mest effektive behandling bliver givet af de dygtige ayurvediske læger (og ikke deres klamphugger-kolleger, som der desværre er rigtig mange af). I Kovalam kan jeg anbefale dr. Kiran, som har en klinik oppe ad bakken i retning mod busholdepladsen.

Undgå at købe noget som helst, der ikke er prismærket, de første par dage. Det er sjældent at vi diskuterer priser herhjemme, så hvis man er ude af træning og ikke kender prisniveauet i øvrigt kan man meget nemt blive snydt. Og dertil kommer dels risikoen for at blive drillet af andre gæster på stedet, dels de andre sælgeres lidt opskruede agressivitet fordi de håber på at kunne gøre lige så gode handler med en.

Lad være med at falde i søvn på stranden midt på dagen indsmurt fra top til tå i ayurvedisk massageolie :-).

Om træningen
Ved deltagelse i en så lang workshop er det en god idé at lade være med at mase på i ens praksis fra den første dag. Mange ting er anderledes og det tager tid at vænne sig til de nye omgivelser mv. Så selvom man som med et trylleslag er smidig som aldrig før og ikke oplever, at ømheden indfinder sig i samme grad som hjemme, så tag det stille og roligt den første uge eller mere. Træner man længere end serie 1 er det en god idé at nøjes med at træne den første serie i løbet af den første uge, også selvom man fristes af den gode fornemmelse til at gå videre. Som motto for Linos undervisning i Kovalam står slowly-slowly, som gælder for alting, måske lige med undtagelse af den tid, man bruger på serien. Hvis man er forholdsvis øvet bør man, ifølge Lino, ikke bruge mere end et kvarter på solhilsnerne og tre kvarter på hele serie 1. Hvis man er længere tid om det er det fordi man fedter med at komme ind i stillingerne osv., og det er ikke meningen.

Husk at sige fra, hvis du bliver mast ind i en stilling af en lærer eller assistent og ikke føler dig tilpas. Dette råd gælder i øvrigt også når ikke lige man er på workshop i Sydindien. Mange af de tilstedeværende oplevede at få skader i løbet af de to måneder fordi de enten selv havde for høje ambitioner eller dem, der hjalp dem, havde det. Hvis man er øm i kroppen eller har problemer med fx ryggen, hofterne eller knæene er det ikke altid synligt udefra; derfor er det umådelig vigtigt at sige fra ved for hårdhændede korrektioner. Og gør det inden skaden opstår.

Om workshoppen
At kalde workshoppen i Kovalam for intensiv er måske lidt af en overdrivelse, eftersom der kun sjældent forekommer andre former for undervisning end den daglige træning. En eller to gange om måneder kan man være heldig at opleve en eftermiddagstime i pranayama eller en vinyasa-workshop. Hvis man beder om det længe nok kan man også lokke Lino til at holde en times playground. Det mest intensive i workshoppen er nok, at der er et lidt større antal assistenter til stede i salen under den daglige praksis; da workshoppen omkring jul var på sit højeste med mere end 120 trænende yogier per dag var der som regel seks lærere eller assistenter i gang; men det er sjældent at der gives korrektioner eller hjælp til andet end de stillinger, som der alligevel altid gives hjælp til, altså fx prasarita pardottanasana C, utthita hasta padangusthasana og selvfølgelig skildpadden. Sammenholdt med hvor dyrt det er at nå frem til workshoppen og prisen for at deltage på den er dette forhold måske en smule skuffende.

Jeg oplevede undervejs et par kriser i forhold til astanga-yogaen som system. I Linos version af systemet er der nemlig meget lidt plads til personlige fortolkninger eller svinkeærinder af anden art. Da jeg en morgen efter seks ugers træning havde lyst til at lege lidt med split og spagat midt i de stående stillinger fik jeg mere end ti gange at vide af en af assistenterne, at det altså ikke var en del af serien og at Lino ikke ville have den slags. Bagefter fortalte samme assistent at hun skam også selv ofte øvede split og spagat, men kun når hun trænede for sig selv. Det virkede en smule rigidt. Et andet element, hvor jeg følte at jeg løb panden imod en mur var i tempoet; i løbet af de seks første uger havde jeg fundet frem til en meget rolig og dyb praksis, men pludselig en dag blev jeg afbrudt i den af Lino, som bad mig om at skære noget i retning af tre kvarter af den tid, jeg brugte på træningen. Efter at have prøvet hvad der så var en helt anden praksis blev jeg lidt irriteret over, at det i mine øjne trak store dele af yogaen ud af praksis'en og gjorde den til mere gymnastik end yoga, men selvom jeg tog det op med Lino og kritiserede denne side af systemet var han ikke til at hverken hugge eller stikke i. Og her gik jeg rundt og troede, at yoga skulle indrette sig efter den enkelte og ikke omvendt, sådan som Krishanmacharya har sagt. Men måske var Pattabhi Jois syg den dag.

På workshoppen oplevede jeg at blive sat ind i de første stillinger i serie 2, men jeg fik skuffende lidt information om stillingerne. Det virkede som om at det forventedes at jeg var bekendt med dem i forvejen. Da jeg bad Lino om at forklare mig lidt om stillingernes virkning og hvordan det kunne være, at så mange oplevede stærke psykiske påvirkninger på praksis'en, fik jeg en meget skuffende vag forklaring om bagoverbøjningernes indvirkning på chakraerne, som nok mest af alt afslørede Linos manglende interesse for den psykiske side af yogaen. Han blev i vores samtaler ved med at vende tilbage til Pattabhi Jois' sætning om, at vi (kun) arbejder med kroppen, hvilket kun stabiliserede min oplevelse af Linos udlægning af astanga-yoga som mere system end yoga. Vi var temmelig mange deltagere på workshoppen som undervejs fik mere lyst til at prøve andre yogaformer.

Når disse kritiske bemærkninger er blevet sagt skal det dog også nævnes, at workshoppen for mig var en kæmpe oplevelse, som har givet mig en indsigt i både astangaen og i nogle nye sider af mig selv. Og selvom der er ting, som jeg gerne havde set anderledes, er jeg tilfreds med workshoppen. Men jeg er også meget glad for at være hjemme igen. Meget, meget glad. Jeg vil gerne afsted en anden gang, måske, men vil nok sætte lidt større krav til workshoppens indhold og måske vælge en lærer, som ikke opfatter yogaen så firkantet og som også involverer alle dens andre aspekter.

Namaste,
Thomas