31. december 2002 - Nissehue og myggespray

Jeg vil ikke lægge skjul på, at julestemningen kun i meget ringe grad lod sig manifestere på Lighthouse Beach i år; palmer, sol fra en skyfri himmel og temperaturer over 30 °C uskadeliggjorde selv de mest indædte angreb med julesange osv., og selv hotellets meget fine julekrybbe (strategisk placeret lige foran mit værelse) virkede underlig surrealistisk som den stod der under en kokospalme. Selvom staten Kerala vistnok har den største procentdel af kristne i hele Indien er hinduerne - som alle andre steder i landet - uden sammenligning den største befolkningsgruppe, så for de næringsdrivende i Kovalam er julen fortrinsvis en turistting, som markerer kulminationen på højsæsonen. Den fejres med en festivitas, som er snarere Ronald McDonald end Jesus værdig: med børn i til lejligheden improviserede kostumer, balloner og masser af fyrværkeri. Efter sådan en fest er det vanskeligt at forestille sig andet end at inderne kammer fuldstændig over i aften, hvor vi skal fejre nytår.

For ikke at stå tilbage for julefejringen iførte jeg mig julemorgen den meget fine nissehue, som en kærlig sjæl med en veludviklet humoristisk sans havde pakket ned i min kuffert sammen med bl.a. et kalenderlys. Som prikken over i'et måtte jeg lige give det lidt sparsomme julemandskostume en gang myggespray, for de små bæster er yderst aktive i morgenskæmringen. Fast besluttet på at holde det løfte, der fulgte med huen, indledte jeg derpå min yoga-praksis, som dog blev en smule forstyrret dels af huens kvast, som ind imellem kom lidt i vejen for stillingernes dristis, dels af de andre yogiers fornøjede fnisen, efterhånden som de dukkede op i shalaen. Samme hyggelige fnisen mødte mig fra de lokale, da jeg efter træningen og ti minutter i savasana vandrede tilbage til hotellet iført nissehue og en grøn lungi. Så blev det alligevel jul.

Julens sociale aspekt blev varetaget af en yoga-julefrokost, hvor omkring 80 yogier fra det meste af verden samledes omkring en af byens bedste vegetarrestauranters 24 retter store julebuffet; underholdningen bestod i et timelangt danseshow med ganske lange indledende forelæsninger, som bragte os fra den lokale dans' tidligste rødder over religiøs indisk dans til nutidens temmelig ekvilibristiske såkaldte cinematic dance. Frokosten var en kærkommen lejlighed til at udveksle andet end nik og grynt med de yogier, der hver morgen står ved siden af en og knokler løs med stillingerne.

Selvom julen i øvrigt fortrinsvis bestod i yoga-praksis var der dog et enkelt andet nævneværdigt indslag, nemlig mit besøg i Neyyardam, godt halvanden times kørsel fra Kovalam. Denne lille by er domineret af to ting: dels den nærliggende dæmning (som man kunne mistænke for at have givet byen sit navn), dels den store Sivananda ashram, hvor folk alle steder fra kommer for at finde ro, meditation og oplysning. Den - måtte jeg konstatere efter en rundvisning af en af beboerne - meget smukke ashram er indhyllet i en afspændt og rolig stemning (fjernt fra Kovalams til tider stressende turisthelvede) og har udsigt over den smukke sø, som dæmningen skaber og i baggrunden Western Ghats-bjergene. Den perfekte lokalitet at placere et sted til fordybelse. En vens ven, Wilson, inviterede på frokost i sit hus ved søen og fortalte bagefter om alle de projekter han iværksætter i lokalområdet i kraft af sin position som social worker. Han viste masser af billeder af skoleprojekter osv. (bl.a. et helt album med toiletter) og fortalte meget levende om, hvordan disse projekter i rigt mål gjorde en forskel for hele området. Efter i en måned stort set dagligt at være blevet mindet om landets enorme skel mellem rig og fattig og især den fattige del af befolkningens kummelige leveforhold var det opløftende at se, at der rent faktisk blev arbejdet for at gøre forholdene bedre.

Linos workshop er nu næsten halvvejs og masser af resultater af det hårde arbejde er begyndt at dukke op; smidigheden forbedres stille og rolig skiftende med let ømhed og jeg knokler hver morgen med låsene og koncentrarionen og med at lære de nye stillinger, som Lino forærede mig i julegave, at kende. Shalaen vibrerer hver morgen af alle yogiernes smittende gåpåmod, hvilket gør træningen til en virkelig positiv oplevelse. Ind imellem kunne man dog godt savne sneen lidt...

Godt nytår,
Thomas